Ud-af-musikken1

Bog

“Ud af musikken – Sådan forklarer man musik for en kat”

Udgivelsesdato 30. august 2011 på Forlaget Gyldendal.

Hvad kan man få ud af at lytte til musik? Svaret er faglig, personlig og følelsesmæssig udvikling – hvis man spørger Benjamin Koppel, jazzmusiker m.m., og Casper Rongsted, coach, underviser m.m.

Benjamin fortæller om at vokse op i et kreativt miljø – lige fra at være med sin far på turne som barn til voksenlivet som jazzmusiker og direktør for et pladeselskab. Han øser af sine erfaringer med at lære, præstere og kreere i musikkens verden, mens Casper viser, hvordan disse værdifulde redskaber og teknikker kan bruges til at skabe kreativitet og motivation i sit liv.

Koppel & Rongsted viser ved hjælp af værktøjer, anekdoter og øvelser, hvad man kan få ud af musikken, og hvordan man kan bruge den i sin personlige og faglige udvikling.

På den vedlagte cd findes numre af Benjamin Koppel, som hver knytter sig til ét kapitel.

Køb bogen

Koppel & Rongsted blogger på Gyldendals hjemmeside. Klik på deres navne for at følge med.

Uddrag fra bogen

“Det er for mig uhyre vigtigt for at kunne være kreativ og udnytte energien rigtigt at undgå at spilde tiden – eller i hvert fald forsøge at gøre mig det fuldstændig klart, hvornår jeg vælger at spilde tiden, hvornår jeg vælger at kaste mig i sofaen og standse dagens potentielle opfindsomhed. Den anden ting, ikke at frygte nederlaget, er nemmere sagt end gjort. Ikke desto mindre er det af afgørende betydning, at man giver sig selv lov til at kaste sig ud i at forfølge, afprøve og kuldsejle alverdens projekter, hvis bare man så ofte som muligt gør sig det bevidst, hvorfor hvilke idéer, visioner eller drømme bare ikke lader sig udføre, realisere og opfylde. For så begår man ikke de samme fejl to gange, og man bliver derved hele tiden bedre rustet til at arbejde i kreativitetens forunderlige verden. Dette fordrer en accept af, at et halvfærdigt eller ikke-realiseret projekt ikke nødvendigvis er en fiasko, men måske i stedet et vigtigt og afgørende værktøj i forhold til at opfinde og realisere en senere idé.”  – Benjamin Koppel

“Alle mennesker kan være kreative, initiativtagende og kompromissøgende. Og alle kan leve sig ind i de tre forskellige mentale og følelsesmæssige tilstande. Mange roder dog de tre måder at tænke, føle og arbejde på sammen og adskiller dem ikke klart. Det ødelægger den kreative proces og dræber initiativet: Man far en drøngod idé– og skyder den ned med sin effektive indre kritiker øjeblikket efter. Eller man skaber nogle skønne visioner, men lægger aldrig en gennemarbejdet plan for realiseringen af drømmene, der så blot forbliver luftkasteller. Andre gange giver man måske op, når man møder vedholdende modstand, fordi man ikke indgår de rigtige kompromisser. Det hele skyldes, at man lader de tre tilstande modarbejde og afbryde hinanden frem for at samarbejde. Dermed anvender man ikke hele sin hjerne, men trækker i stedet kun på dele af hjernens ressourcer. Når man tværtimod bruger hele sin hjernekapacitet, er det langt mere realistisk at være kreativ, initiativtagende og kompromissøgende, fordi man skaber en overordnet sammenhængende proces.” – Casper Rongsted

Læs hele kapitlet “Kreativitet og initiativ”

______________________________________________

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.